Vi har fået en fremragende løsning
"Vi har samarbejdet os til en rigtig god løsning. Udviklingen tog 1 ½ år, men udbyttet er bestemt større end investeringen..."
Det handler om håndtering af omkring 60.000 containere fordelt på 4 forskellige adresser. Containere, der kommer ind til taksering, rengøring, reparation og opmagasinering for derefter at blive afleveret på bestilling i ind- og udland. Det kræver naturligvis orden og overblik over dokumentationen. Nogle oplysninger skal til leasingselskaber, andre til rederier, og andre igen til leverandører. Det bliver alene til over 50.000 individuelle tilbud om året, og når fakturaen skal skrives, skal den hver gang fordeles på services, afhængig af hvad der er udført på containeren.
Så det gælder i den grad om at have styr på tingene hos ContainerCare. Det har man også altid haft, men oplysningerne til arbejdsgange og sagsforløb skulle hentes manuelt i vidt forskellige systemer. I en tempofyldt hverdag gav det ofte anledning til stress hos medarbejderne - og risiko for fejl lurede altid.
Vi er meget tilfredse, siger Linda Andersen på spørgsmålet om samarbejdet med Front-data.
Deres kendskab til intuitive brugerflader og effektive programmer, kombineret med deres evne til at sætte sig ind i vores gennemarbejdede ønsker til arbejdsgangene, har givet os et samarbejde og en løsning, der fungerer helt som vi har ønsket. Arbejdsgangene er rationaliserede. Vores kostpriser er lavere. Der er større medarbejdertilfredshed, og der er blevet tid til at udvikle forretningen.
Det har også været væsentligt for Linda Andersen, at ContainerCare har fået en løsning, man kan vokse med, og som kan tilpasses nye krav. Der er tale om en skræddersyet løsning, der bygger på standardværktøjer. Vi har fået et system, der er tilpasset vores virksomhed, ikke omvendt.
Fra foråret 2002 har ContainerCare valgt at køre den samlede løsning i et hostet miljø hos Front-data.
- Vi har fået en fremragende løsning - og en utrolig god behandling. Vi var sårbare med kun én server i huset og stod foran en større investering i nye. Nu sørger Front-data for, at vi har al den kapacitet, vi har brug for - altid. Vi er aldrig "nede", og vores IT-chef, der tidligere brugte meget af dagen på at servicere vores egen server og supportere brugere, kan nu bruge tiden på udvikling og lignende.
- Som eksempel på Front-datas serviceniveau kan jeg nævne, at de i opstartsfasen udvidede deres åbningstid i support- og serverafdelingen, fordi vi starter på kontoret kl. 7.00 om morgenen. Så jeg er helt klart tilfreds med samarbejdet, slutter Linda Andersen.
|